Kvalitetsstyring og Revisortilsynet
Husk at få et kvalitetsstyringssystem implementeret så hurtigt som muligt, hvis du ikke allerede har gjort det.
Hvorfor er det vigtigt at have et fuldt opdateret kvalitetsstyringssystem allerede nu, selvom kontrollanten først kommer og kontrollerer din virksomhed til efteråret?
Dokumentation
For at sikre, at du i tilstrækkelig grad har dokumenteret, at dine årsrapporter lever op til årsregnskabsloven, og at din revision eller dit review er udført i overensstemmelse med gældende revisionsstandarder, er det vigtigt, at du har de rigtige tjeklister mv. Derudover skal du naturligvis have en kvalitetsstyringsmanual, som indeholder tilstrækkelige procedurer, der sikrer, at du overholder gældende lovgivning, herunder revisionsstandarderne.
Undgå en bøde
Hvis din revisionsvirksomhed ikke allerede har et kvalitetsstyringssystem, der indeholder de seneste lovændringer mv., skal et sådant anskaffes hurtigst muligt, så årsrapporterne for 2006 kan blive løst i det nye system. Derved sikres det, at din virksomhed undgår en bøde på 100.000 kr.
Det er som sagt ikke nok, at man har et kvalitetsstyringssystem, der sikrer, at ens årsrapporter bliver korrekte. Det er også vigtigt, at de afgivne erklæringer lever op til erklæringsbekendtgørelsen og revisionsstandarderne. Hvis de afgivne erklæringer ikke lever op til erklæringsbekendtgørelsen, bliver også revisor indbragt for Disciplinærnævnet (og ikke bare som ovenfor, hvor det kun er revisionsvirksomheden, der bliver idømt en bøde på 100.000 kr.).
Disciplinærnævnsafgørelser
I en disciplinærnævnsafgørelse, sag nr. 37/2006-S, blev en revisor netop idømt en bøde på 10.000 kr. for manglende overholdelse af erklæringsbekendtgørelsen – ud over at hans virksomhed fik en bøde på 100.000 kr.
Disciplinærnævnet understregede særligt, at selv det forhold, at indklagede blev udtaget til kvalitetskontrol i 2005, ikke havde kunnet motivere indklagede til at etablere og implementere et kvalitetsstyringssystem. Derved stod revisor nærmest automatisk til at modtage en bøde på 100.000 kr.
Når først revisionsvirksomheden er indbragt for Disciplinærnævnet på grund af manglende kvalitetsstyringssystem, har det forhold, at revisor har slettet sig selv fra Revireg, ikke nogen betydning for bøden og dens størrelse (sag nr. 44/2005-R). Ligeledes er det heller ikke en formildende omstændighed for bødens størrelse, at revisor, efter at kontrollen er foretaget, anskaffer sig et kvalitetsstyringssystem og begynder at implementere det (sag nr. 36/2005-R).
Husk i øvrigt at få foretaget den efterfølgende kvalitetskontrol internt i virksomheden af erklæringssagerne mindst én gang om året. Kontrollanterne skal netop kontrollere, om dette er udført i løbet af året. Se mere om dette i bilag 4 i Retningslinjerne om gennemførelse af kvalitets-kontrol på Revisortilsynets hjemmeside.
Skrevet af fagkonsulent Claus Pio Pedersen, 22. marts 2007
Sidst opdateret: 22-03-2007