Tiltrædende revisor
Tiltrædende revisor skal kontakte fratrædende revisor - når der altså har været en revisor.
Revisorlovens § 10, stk. 1, kræver, at en tiltrædende revisor kontakter den fratrædende revisor. Den fratrædende revisor har herefter pligt til at oplyse om grundene til sin fratræden. Der skal således være en kommunikation mellem den nye revisor og den gamle revisor.
Med lempelsen af revisionspligten for helt små selskaber vil der opstå perioder, hvor et selskab ikke har en revisor, eller hvor revisor blot ikke udfører revision, men f.eks. yder regnskabsmæssig assistance. Gælder kravet i revisorlovens § 10, stk. 1, også i disse tilfælde ?
Vi har indhentet Erhvervs- og Selskabsstyrelsens fortolkning, som gengives her:
Periode helt uden revisor
Der vil være virksomheder, som fravælger revision og måske senere tilvælger revision igen i medfør af årsregnskabslovens § 135. I et sådant tilfælde vil der være en fratrædende revisor og en tiltrædende revisor, om end der mellem fratræden og tiltræden kan være en mellemperiode, hvor virksomheden ikke har haft en revisor.Hvis dette er tilfældet, synes det ikke relevant at have en meddelelsespligt mellem den fratrædende og tiltrædende revisor, da meddelelsespligten ikke mindst har til hensigt at sikre en kontinuitet i revisors arbejde. Når der har været en mellemperiode uden revisor, er denne kontinuitet mellem revisorerne allerede brudt, og meddelelsespligten er derfor ikke relevant. Den tiltrædende revisor har derfor i et sådant tilfælde ikke pligt til at kontakte den fratrædende revisor.
Periode uden revision
Hvis virksomheden vælger en ny revisor til at udføre eksempelvis review til erstatning for den tidligere revisor, der udførte revision, må det antages, at meddelelsespligten fortsat gælder,da kontinuiteten mellem de to revisorers arbejde fortsat vil være væsentlig. Bestemmelsen i revisorlovens § 10, stk. 1, begrænser ikke meddelelsespligten til alene at gælde ved revision. Pligten gælder generelt, når revisor udfører sit hverv – revision eller andet arbejde i form af eksempelvis review.
Sidst opdateret: 29-06-2007