Ny praksis for beregning af tinglysningsafgift
I en skattemeddelelse fra 14. juni 2007 offentliggør SKAT en ny praksis for beregning af tinglysningsafgift. Ændringen giver mulighed for at modregne tinglysningsafgift ved låneomlægning, hvor et gammelt lån afløses af et nyt. De låntagere, der efter den gamle praksis har betalt for meget i tinglysningsafgift, kan nu søge om tilbagebetaling.
Landsskatteretten har i 2006 afgjort en sag om beregning af afgiftsgrundlag ved tinglysning af et nyt pantebrev. I den aktuelle sag var spørgsmålet, om der kan være en mellemfinansieringsperiode mellem indfrielsen af det gamle lån og optagelsen af det nye lån. I den konkrete sag var der en periode på 4,5 måneder, fra det gamle lån blev indfriet, til et nyt pantebrev blev anmeldt til tinglysning. Pantebrevet på det gamle lån blev dog anmeldt til aflysning samme dag, som pantebrevet på det nye lån blev anmeldt til tinglysning.
Som en konsekvens af afgørelsen ændrer SKAT praksis. Fremover kan man trække restgælden på et tidligere lån fra, når man beregner grundlag for tinglysningsafgift på et nyt lån.
For at bruge den nye praksis skal der være tale om en normal afløsning, hvor et nyt pantebrev afløser et gammelt. Kravet er, at det nye pantebrev bliver anmeldt til tinglysning inden for ét år efter indfrielsen af det gamle lån, hvis betingelserne ellers er opfyldt.
De, som har betalt for meget i tinglysningsafgift ved omlægning/ombytning af lån, kan nu søge om tilbagebetaling.
Når du vil søge om tilbagebetaling af tinglysningsafgift
Der er to muligheder for at søge om tilbagebetaling:
- Ordinær genoptagelse: kan ske, hvis der bliver søgt om tilbagebetaling inden tre år efter angivelsesfristens udløb.
- Ekstraordinær genoptagelse: hvis fristen for ordinær genoptagelse er udløbet, kan man søge om ekstraordinær genoptagelse af sager, hvor pantebrevet er anmeldt til tinglysning efter den 1. december 2001.
Ansøgning sendes til:
Skattecenter Høje Taastrup
Helgeshøj Allé 9
2630 Taastrup.
Ansøgningen skal oplyse om:
- ansøgers navn
- adresse
- CVR-nummer
- specifikation af kravet om tilbagebetaling.
Der skal vedlægges dokumentation i form af:
- ny beregning af det beløb der danner grundlag for beregning af tinglysningsafgift
- kopi af det pantebrev hvor afgiften skal overføres fra
- indfrielseskvittering
- originalt pantebrev hvor afgiften skal overføres til
Frist for at søge om tilbagebetaling
Fristen for at søge om tilbagebetaling udløber den 14. december 2007 – seks mdr. fra den dato, hvor meddelelsen om praksisændring er offentliggjort på SKATs hjemmeside.
| Henvisninger: |
SKM2007.281.LSR |
|
|
SKM2007.380.SKAT |
Skrevet af formidlende fagkonsulent Anne Grethe Høegh
Sidst opdateret: , 21-06-2007