Soeg


sidevaerktoejer


Faglig viden
FSR - danske revisorer > Faglig viden > Skat > Skat 2007 > Revisors timesats underkendt i sag om omkostningsdækning


Revisors timesats underkendt i sag om omkostningsdækning

Landsskatteretten har i en frisk afgørelse om omkostningsgodtgørelse i en skattesag underkendt en timesats på 850 kr. for en registreret revisor.

Landsskatteretten har i en konkret afgørelse besluttet, at der i forbindelse med en sag om omkostningsgodtgørelse kun kan godkendes en timesats på 500 kr. og ikke de 850 kr., som den registrerede revisor havde faktureret klienten med. Argumentet fra Landsskatterettens side er, at den samme revisor i den samme sag ved en lavere instans havde benyttet en timesats på 450 kr.

Der rejses i afgørelsen ikke tvivl om omfanget af det arbejde, revisoren havde udført, men det er alene timesatsen, der ikke godkendes.

Afgørelsen er til trods for, at den samme revisor kunne dokumentere godkendelse af en timesats på 850 kr. i to andre afgørelser fra Skattecenter Randers, og hvor der endda er tale om den samme sagsbehandler.

Landsskatteretten lægger i sin afgørelse vægt på, at sagen ikke har en kompleksitet, der begrunder en højere timesats end 500 kr., og at der i samme sag tidligere er anvendt en sats på 450 kr. Derimod siger Landsskatteretten, at revisor ikke "kan støtte ret på", at han i andre sager har fået godkendt en sats på 850 kr. i timen.

Kilde: Økonomisk Ugebrev

FRR's kommentar
På baggrund af ovennævnte landsskatteretskendelse bør revisor tjekke sin procedure for timesatser i klagesager.

Det afgørende for Landsskatteretten var ikke timesatsens størrelse, men det forhold, at revisor havde anvendt en betydeligt lavere timesats ved skatteankenævnet.

Man bør derfor konsekvent benytte en fast timesats i alle klagesager, hvor der ydes omkostningsgodtgørelse.

Der bør ikke være noget i vejen for, at timesatsen for klagesager er højere end revisors normale timesats, ligesom det ikke er usædvanligt, at man i øvrigt benytter differentierede timesatser for bogføring, regnskab, rådgivning osv.

Sidst opdateret: Mads Grønnegaard, skattekonsulent, 04-10-2007

FSR - danske revisorer·Åmarksvej 1·Hvidovre·Tel. +45 3634 4422·Fax +45 3634 4444·Email: Kontakt Dansk Revisorforening