Sidste chance for medarbejderobligationer
Medarbejderobligationer er med rekordfart blevet ét af de mest populære frynsegoder. I 2008 voksede antallet af ordninger fra 20.000 til 32.000. 2009 er sidste chance for at tilbyde medarbejderobligationer til de ansatte.
Populært frynsegode
Medarbejderobligationer kan bruges i alle virksomheder, herunder personligt ejede virksomheder og selskaber med kun en ansat. I løbet af 2008 er antallet af ordninger steget fra 20.000 til 32.000. Årsagen til den stigende popularitet er, at flere og flere virksomheder har fået øjnene op for de skattemæssige fordele. En ansat med en årsløn på 500.000 kr. kan årligt spare op til 21.500 kr. i skat ved at få ti pct. af sin løn som en medarbejderobligation.
Sidste chance
Folketinget har med skattereformen 2009 helt afskaffet skattefordelene ved medarbejderobligationer. Afskaffelsen træder dog først i kraft i 2010. 2009 er således det sidste år, hvor firmaer og deres ansatte kan udnytte det populære frynsegode. Obligationer, der tildeles senest den 31. december, vil altså være omfattet af de gamle regler.
Hvad er en medarbejderobligation?
”Medarbejderobligationer” kan lyde lidt teknisk, men det er i virkeligheden blot udtryk for, at virksomheden tildeler sine medarbejdere en løn, som skal båndlægges fem år i en bank. Virksomheden påtager sig altså en gæld over for medarbejderne, som tilsvarende modtager et tilgodehavende hos virksomheden. Medarbejderne får papir på deres tilgodehavende i form af en ”medarbejderobligation”. Når der er gået fem hele kalenderår fra udløbet af tildelingsåret, kan medarbejderne få deres ”indefrosne løn” udbetalt. I båndlæggelsesperioden er medarbejderne afskåret fra at sælge, belåne eller på anden måde disponere over pengene.
Fordele ved medarbejderobligationer
For de første 5.200 kr. (2009-niveau) pr. medarbejder pr. år er skattefordelen ved medarbejderobligationer til at tage og føle på. Grundbeløbet er nemlig helt skattefrit for medarbejderen. For beløb over 5.200 kr. sker beskatningen ved, at virksomheden indbetaler en afgift på 45 pct. af den båndlagte obligations nutidsværdi (kursværdi). Afgiften er skattefri for medarbejderen.
Medarbejderobligationer indebærer den største skattefordel for topskatteydere, der af normal løn må betale ca. 63 pct. at den sidst tjente krone. Men også for lønmodtagere i mellemskatte- og bundskatteniveauet er der besparelser at hente.
Følgende tabel illustrerer skattebesparelsen ved at erstatte almindelig løn med en medarbejderobligation. Tallene forudsætter:
- at medarbejderen betaler topskat
- at virksomhedens lønudgift holdes konstant (obligationens kursværdi + afgift = lønbeløb)
- at kursen på obligationen er beregnet til 90.
|
Almindelig løn
|
Medarbejderobligation
|
10 pct. af årsløn |
Indkomstskat 63 pct. |
Medarbejder får udbetalt i år |
Obligation nom. værdi |
Kursværdi (kurs 90) |
Afgift 45 pct. |
Medarbejder får udbetalt efter 5 år |
Skattefordel |
| 100.000 |
(63.000) |
37.000 |
78.352 |
70.517 |
29.483 |
78.352 |
41.352 |
| 75.000 |
(47.250) |
27.750 |
59.195 |
53.276 |
21.724 |
59.195 |
31.445 |
| 50.000 |
(31.500) |
18.500 |
40.038 |
36.034 |
13.966 |
40.038 |
21.538 |
| 25.000 |
(15.750) |
9.250 |
20.881 |
18.793 |
6.207 |
20.881 |
11.631 |
Virksomheden får fradrag for kursværdi af obligation og afgift allerede i tildelingsåret på samme måde som, hvis der var tale om en lønomkostning.
Når kursen på obligationen som i eksemplet er 90, får virksomheden ikke fuldt skattemæssigt fradrag for den samlede udgift, men til gengæld opnår virksomheden en likviditetsfordel ved, at lønbeløbet ikke skal udbetales før efter fem år, mens der som nævnt er fradrag allerede i tildelingsåret.
Den effektive beskatning af medarbejderobligationer udgør i eksemplet fra 16,5 pct. til 21,5 pct. Det viser, at der er penge at spare selv for ansatte på bundskatteniveauet.
I tabellen er der ikke medtaget de påløbne renter, der bliver beskattet som kapitalindkomst.
Ulemperne ved medarbejderobligationer
- Lønbeløbet skal båndlægges i fem år. Det er ikke alle medarbejdere, der kan undvære pengene så længe.
- Medarbejderobligationer er ikke omfattet af Lønmodtagernes Garantifond. Hvis virksomheden går konkurs i femårsperioden, er pengene tabt.
- Depotbankerne tager gebyr for at båndlægge obligationerne og for at administrere renteudbetalinger.
Bruttolønsnedgang
Medarbejderobligationer kan finansieres ved bruttolønnedgang, så udgiften er neutral for virksomheden. Ved bruttolønnedgang er der to betingelser, du skal være opmærksom på:
- Lønreduktion må aldrig ske i allerede erhvervet indkomst. Lønreduktion skal altså være fremadrettet og generel.
- Lønreduktion skal ske jævnt fordelt over mindst 12 måneder.
Du må gerne tildele dine medarbejdere en obligation i 2009 og så aftale, at medarbejderne selv betaler for det, ved at de går ned i løn i hele 2010. Obligationstildeling og lønnedgang behøver således ikke at følges ad.
Skatteværktøjet Medarbejderobligationer
RevisorRådgivnings skatteværktøj Medarbejderobligationer er ajourført i oktober 2009.
Hvis du endnu ikke har anskaffet dig dette skatteværktøj, bør du gøre det nu. Dermed kan du få dine kunder med på vognen ved at give dem tilbud og vejledning om implementering af det attraktive frynsegode, medarbejderobligationer, mens det endnu er muligt.
Når du har købt skatteværktøjet, får du samtidig adgang til gratis at stille spørgsmål til hele konceptet, så du opnår sikkerhed for forståelse af de praktiske finesser.
Prisen på skatteværktøjet:
Medlemsvirksomheder 2.560 kr.
Personlige medlemmer 4.096 kr.
Se indholdsoversigten i skatteværktøjet Medarbejderobligationer.
Bestilling
Bestilling kan ske ved at kontakte medlemskoordinator Gitte Jensen pr. mail eller på telefon 3634 4452. Du kan også printe prisoversigten over skatteværktøjer ud og faxe den udfyldte oversigt til FRR på 3634 4444.
RevisorRådgivning kører frem til den 1. november 2009 kampagne på abonnement på skatteværktøjer.
Læs mere om tilbud om abonnement på skatteværktøjer.
Sidst opdateret: Mads Grønnegaard, skattekonsulent, 23-10-2009